Anvendelse af elektriske motorer

Den mest udbredte blandt forskellige elektriske motorer er AC asynkronmotor (også kendt som induktionsmotor). Den er nem at bruge, pålidelig at betjene, billig og strukturelt robust, men har en lav effektfaktor og vanskelig hastighedsregulering. Maskiner med stor kapacitet og lav hastighed bruger almindeligvis synkronmotorer (se synkronmotorer). Synkronmotorer har ikke kun en høj effektfaktor, men deres hastighed er uafhængig af belastningsstørrelsen og afhænger kun af netfrekvensen. Arbejdet er relativt stabilt. DC-motorer bruges almindeligvis i situationer, hvor hastighedsregulering med et bredt område er påkrævet. Men den har en kommutator, som er kompleks i strukturen, dyr i pris, svær at vedligeholde og ikke egnet til barske miljøer. Efter 1970'erne, med udviklingen af ​​kraftelektronikteknologi, er hastighedsstyringsteknologien for AC-motorer gradvist modnet, og udstyrspriserne har været faldende, hvilket er begyndt at blive anvendt. Den maksimale mekaniske udgangseffekt, som en motor kan modstå under det specificerede operativsystem (kontinuerlig, kortvarig, intermitterende cyklus) uden at forårsage overophedning af motoren kaldes dens nominelle effekt. Ved brug skal man være opmærksom på forskrifterne på typeskiltet. Når motoren kører, skal man være opmærksom på at matche dens belastningskarakteristika med motorens egenskaber for at undgå hastighedsoverskridelser eller standsning. Elektriske motorer kan levere en bred vifte af effekt, fra milliwatt til titusindvis af kilowatt. Brugen og styringen af ​​elektriske motorer er meget praktisk, med evnen til selv at starte, accelerere, bremse, bakke og holde. Udgangseffekten af ​​en generel elmotor varierer med hastigheden under hastighedsregulering.